Gå til hovedindhold

Spiræahaven

Spiræahaven er et §85-botilbud, hvor vi har lejligheder til 16 voksne. Udover udviklingshæmning kan borgerne have en psykiatrisk lidelse.

På billedet er der græs i forgrunden med fliser omkring. Til højre ligger et gult hus i et plan med overdækket terrasse integreret i huset. Bagved er der en parkeringsplads.

Indhold

    Om boenheden

    Spiræahaven består af 16 lejligheder i ét plan i en klyngebebyggelse, og her lægger vi vægt på at skabe en selvstændig og tryg tilværelse for borgerne.

    Alle borgere har en individuel handleplan med aftaler og mål, som vi hjælper dem med at opfylde gennem socialpædagogisk støtte i dagligdagen.

    Vi arbejder ud fra den narrative tilgang og KRAP-metoden (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis), hvor anerkendelse og forståelse for borgerens situation netop er et vigtigt udgangspunkt for støtte i dagligdagen.

    Det betyder også, at vi har blik for borgerens egne ressourcer, så den enkelte udvikler sig og udnytter sine kompetencer bedst muligt.

    Målgruppen

    Spiræahaven er et §85-botilbud til voksne med en funktionsnedsættelse. Udover udviklingshæmning har borgerne i Spiræahaven også en psykiatrisk lidelse.

    Det kan være autisme, ADHD, borderline, angst, depression eller lignende.

    Vigtig information

    Vi motiverer i det daglige borgerne til at tage aktiv del i fællesskabet og deltage i aktiviteterne og det sociale liv i vores fælleshus.

    Her laver vi mad sammen, holder fællesspisninger en gang om ugen, arrangerer borgermøder og café.

    Traditionerne er vigtige hos os, og vi holder blandt andet sommer- og julearrangementer.

    Vi tager også sammen til koncerter og festivaler samt på udflugter og kortere ferieture i Danmark.

    Spiræahaven er en klyngebebyggelse med 16 lejligheder i etplans byggeri. Der er både to- og treværelses lejligheder på minimum 46 kvadratmeter.

    Centralt i klyngen ligger fælleshuset, som danner et hyggeligt centrum for det sociale liv blandt borgerne.

    Der er mange muligheder for at dyrke fritidsaktiviteter lige i vores nærområde. Vi vil gerne have, at borgerne benytter sig af mulighederne for at prøve noget nyt, så vi motiverer og hjælper dem til at afprøve de fritidstilbud, der er.

    Samtidig kan borgerne også deltage i de aktiviteter og arrangementer, som Støttecenter Præstemarken står bag, og i de udflugter og ferieture, som Socialpædagogisk Center Næstved planlægger.

    Vi er et team af medarbejdere, som alle har de nødvendige faglige, relationelle og personlige kompetencer, det kræver at kunne varetage borgernes støttebehov.

    Alle får løbende faglig opkvalificering gennem temadage, kurser og supervision, hvor vi vælger emner ud fra, hvad der er relevant her og nu hos os og i forhold til borgerne.

    Vi er i Spiræahaven alle hverdage mellem klokken 8 og 18, hvor borgerne kan tage fat i os for at få hjælp eller måske få en god snak.

    Kontakt

    Afdelingsleder - Dorthe Schou Sørensen

    Spiræavej 51, 4700 Næstved

    Telefon: 5588 2324

    E-mail: spiraeahaven@naestved.dk

    Send digital post som borger (kræver MitID)

    Send digital post som virksomhed (kræver MitID)